Da Simone Jørgensen for 4 år siden flyttede til Lisbjerg, var det fordi, det var nemt og bekvemt. I dag er det et aktivt tilvalg. Det er specielt naturen og det stærke fællesskab, der har fået hende til at blive.
Af Stine Stavad Schulz
Foto: Stine Stavad Schulz
De tre store vinduer bringer lys ind i lejligheden på første sal og giver udsyn udover marker og træer, der netop har mærket varmen fra foråret, der er på vej. Simone sidder på køkkenbordet med sin morgenkaffe, hvor hun nyder udsigten af den smukke natur, og følelsen af det åbne og varme fællesskab, som hun befinder sig i I Lisbjerg. Da hun i 2018 flyttede dertil, var det i en kælderlejlighed hos en bekendt. Efter et halvt år flyttede hun i sin nuværende lejlighed, og har ikke kigget sig tilbage siden.
”Jeg boede i København i mange år. Jeg boede i en lejlighed, og jeg oplevede en ”opgangsmentalitet”. Man bor over, under og ved siden af nogen, men man kender ikke hinanden”
Simone er 35 år, og er til dagligt efterskolelærer på Femmøller efterskole. Simone boede i København i 10 år, hvor hun bl.a. arbejdede med at lave børne-tv, da hun fandt ud af, at hun skulle en anden vej. Hun skulle være tættere på mennesker. Hun søgte et job og fik det. Pludselig sad hun i Lisbjerg.
Livet i Lisbjerg
Lisbjerg er en lille by, som ligger nord for Aarhus, med omkring tusind indbyggere. Man ved hvem hinanden er, og folk vil gerne fællesskabet, siger Simone. For Simone giver det liv at have folk omkring hende, og det er rart, at det er mennesker, der er klar med en hjælpende hånd.
De lokale nævner, at det især er det gode naboskab, som gør Lisbjerg til noget specielt. Denne oplevelse kan Simone, som tilflytter, nikke genkendende til:
”Jeg kunne godt tænke mig noget fællesskab. Og det har Lisbjerg egentlig – et ret stærkt fællesskab med nogle gode kræfter bag. Jeg har fundet det fællesskab, jeg gerne ville have”
I byen finder man både Lisbjerg Kirke og Lisbjerg Beboerforening. Det er blandt andet dem, der står bag mange af initiativerne til arrangementerne, som finder sted i byen. Nyligst var der familiefredagsbar med aftensmad, og i forbindelse med fastelavn blev der også holdt en fastelavnsfest. I kirken bliver der afholdt alt fra strikkeklub til ”spaghettigudstjenester”. Derudover er der en løbe- og gåklub og meget mere. Simone selv er en del af gåklubben, og deltager i især i de kulturelle arrangementer som kirken af og til afholder.
De frivillige er afgørende for fællesskabet
De mange foreninger og arrangementer kræver både tid og overskud. Klaus Maul Jars er tidligere formand for beboerforeningen. I dag er han en del af bestyrelsen. Klaus nyder selv at bruge meget af sin tid i beboerforeningen. Han fortæller dog, at byen er meget afhængig af frivillige, der vil hjælpe til. Det er hovedsageligt dem, der får arrangementerne planlagt og afholdt.
“I forhold til fællesskabet, så oplever jeg bare nogen, der rigtig gerne vil det. Der er mange gode kræfter i byen, som gider at arrangere fredagsbar og fastelavn,” siger Simone. Noget som hun ikke har oplevet på samme måde i de større byer, hun har boet i. Generelt har hun oplevet, at man i mindre byer står mere sammen.
På trods af det ser Simone det ikke som et problem, hvis byen skulle huse de 25 tusinde mennesker, som Aarhus Kommune sigter imod. Simone tror blot, det vil gøre fællesskabet større, fordi der er flere kræfter.
Naturen gør en forskel
Naturen har spillet en stor rolle for Simone. Det er en af de ting, der har gjort, at hun er blevet boende. Lisbjerg skov og markerne bliver flittigt brugt til gåture. Især sommerdagene er noget helt særligt :
”At gå hjem en sommerdag over markerne, efter jeg har været over ved min veninde og drikke vin på terrassen. Det føles så lokalt og landligt,” siger Simone med et smil på læben.
Den naturskønne by nord for Aarhus skal man ikke undervurdere. Selvom Randersvej løber lige igennem, gemmer den på guld, som overskygger den tunge trafik:
”Ved første øjekast ligner det lidt en spøgelsesby. Dødkedelig ser den ud, når man kører igennem. Men der er de fineste kroge, rigtig mange søde mennesker og nogle rigtig dejlige huse. Jeg kalder det den skjulte juvel”